Artikler

Få styr på traditionerne: Hvad er Store Bededag?

I Danmark er foråret fyldt med helligdage, men hvad betyder de egentlig og hvorfor fejrer vi dem? Det er naturligvis skønt at have fri fra skole og arbejde, men det er de færreste af os, der går i kirke eller på anden vis markerer disse helligdage.

Har du f.eks. styr på hvorfor vi fejrer Store Bededag? I denne artikel ser vi nærmere på historien bag Store Bededag, men du kan også læse mere om traditionen her.

Hvad er Store Bededag?

Store Bededag er en officiel dansk helligdag, som fejres den fjerde fredag efter påske. Modsat mange af vores øvrige helligdage, så har Store Bededag ikke sin oprindelse i Bibelen. Helligdagen er nemlig en ren dansk opfindelse, som kendes tilbage fra 1686.

I gamle dage – før reformationen – havde vi mange enkeltstående ’bededage’ eller ’bodsdage’ i Danmark. Det var dage, hvor der skulle bedes for at opnå bod, og det kunne der være mange forskellige anledninger til. Med reformationen blev bodsdagene afskaffet, da de hørte den katolske tro til.

Hans Bagger (1646-1693), som var biskop over Sjælland, valgte dog senere at indførte tre særlige faste- og helligdage i sit stift. En af disse blev ved kongelig forordning af 27. marts 1686 lovfæstet som almindelig ”Faste-, Bods- og Bededag for hele riget” – altså en såkaldt Bededag.

Traditioner i forbindelse med Store Bededag

I dag er det nok de færreste, der tilbringer Store Bededag med bod og faste. I stedet er dagen blevet en populære fridag, og da den altid falder på en fredag, er begrebet Bededagsferien opstået. Bededagsferien fungerer i praksis som en forlænget weekend.

Store Bededag benyttes også gerne til konfirmation, og man kan således ofte blive inviteret til konfirmationsfest på Store Bededag eller på en af de øvrige dage i Bededagsferien. Herudover er det naturligvis en fast tradition, at man spiser varme hveder aftenen før.

At vi spiser varme hveder aftenen før Store Bededag skyldes at bagerne i gamle dage ikke måtte arbejde på bededagen. I stedet valgte de at bage de særlige hvedeknopper, som borgerne så selv kunne varme dagen efter. Traditionen er nu blevet sådan at man spiser hvederne aftenen inden Store Bededag.

You may also like...